Torsdag den 14. november modtog jeg en frygtelig og helt uventede opringning, om at Per Skramsø pludseligt og helt uventet var gået bort.

Det berører mig ufatteligt meget og derfor skriver jeg dette mindeord, til minde om hvad Per var for så mange mennesker på sin vej og for mig som bestyrelsesmedlem og foreningsvejleder.

Per Skramsø er gået bort, et kæmpe chok for hele hans familie som jeg ved han elskede og satte højest af alt her i livet, et chok for alle os der havde Per nær i form af alle de titler Per havde, som mand, familiefar, bedstefar, ven, patientforeningsformand i EDS foreningen, hele netværket i Sjældne Diagnoser, musiker og meget mere.

Per var først af alt en sympatisk, uselvisk, varm, humoristisk, og elskelig mand.

Jeg oplevede Per som en mand der ”gik i folk med træskoene på”. Per var vores foreningsformand, en post som han tog af kærlighed til sin egen datter der har EDS.

Så foreningen kunne bestå, og være til gavn og glæde, for alle med EDS i Danmark.

Hver en opgave blev taget alvorligt, han havde et kæmpe overblik, netværk og kunne samle trådene.

Jeg er stolt over at kunne kalde Per for min ven, supervisor, sparringspartner og mentor.

Der er slet ikke ord for hvor savnet Per allerede er, og altid vil være for alle os der holdt af Per.

Per var aldrig længere væk end et telefonopkald, var klar med løsninger eller ideer til andre vinkler at gribe vores fælles udfordringer an på.

Per var altid forstående og gav mig den bedste og mest opmuntrende ros, anererkendelse og sparring.

Vi havde ofte lange samtaler, der altid fik mig til at føle at, når bare per var på sidelinjen kunne vi klare alt.

Medlemmernes glæde over vores foreningsarrangementer, varmede Pers hjerte og gav ham et smil der skinnede igennem i hans øjne. Sidst på Bøsøre strandcamping hvor vi sad i flere timer i tordenvejr og talte sammen om glæden ved at hjælpe andre.

Det gjorde Per i så høj en grad, at han var afholdt af store og små, børnene i foreningen elskede hans humor.

Per var helt igennem en god mand der aldrig satte sig selv først.

Selvom sorgen nu er stor, er jeg beæret over at jeg fik lov til at kende Per, at han tog mig under hans brede vinger.

Jeg håber at per nu må sprede vingerne ud og holde øje med os, derfra hvor han nu er, og guide os videre i alt det som han brændte så inderligt for.

Alle mine tanker til Pers familie som du altid fortalte så hjerteligt og stolt om.

Ære Være Per Skramsø minde.
Kærligst
Lone Øland Holmbo Hansen
Ehlers-Danlosforeningen.