Torsdag sidst på eftermiddagen fik jeg et af de telefonopkald, som man aldrig håber man får. En grædende Kristina fortalte mig, at hendes far var død.

Kristinas far var nemlig vores foreningens formand, Per Skramsø.

For 14 dage siden var Anita og jeg sammen med Per til repræsentantskabsmøde i Sjældne Diagnoser, og her havde vi nogle rigtig gode samtaler under nat- og morgenmaden. Det var der dog ikke noget nyt i, men alligevel ved nærmere eftertanke, var samtaler måske denne gang en anelse dybere. Derudover fik vi et kæmpe kram ved ankomst og afrejse.

Jeg kom i bestyrelsen i Ehlers-Danlos Foreningen samme år som Per valgte at lade sig vælge som formand i vores lille juletræsforening, som han yndede at kalde vores forening. Ikke for at være nedladende, men det var hans form for humor, altid parat med en hurtig og kvik bemærkning.

Pers start som formand var ikke let. Efter en turbulent periode for vores forening, var der meget der skulle ryddes op i. Alle havde en mening om hvordan tingene skulle løses. Men Per har aldrig rystet på hånden og fulgte hans overbevisning.

Per og jeg skulle også lige føle hinanden an, men efter en kort periode fandt vi melodien, og fra det tidspunkt jeg overtog kasserer-rollen, har vores samarbejde været helt fantastisk. Vi havde en fælles forståelse om hvordan man driver en forening.

Vi fandt hurtigt en arbejdsfordeling, som gjorde, at Per kunne udnytte sine kompetencer og jeg mine. Per havde den daglige kontakt med vores medlemmer og jeg tog mig af det økonomiske. Når det så er sagt, så supplerede vi hinanden rigtig godt, og vi drøftede altid de store beslutninger sammen.

At Per var en person med hjertet på det rette sted, vidner alle de mails jeg siden i torsdags har modtaget fra vores medlemmer om. For ikke nok med at Per var formand for vores forening, så var han også valgt til forretningsudvalget i Sjældne Diagnoser og var frivillig i Sjældne Diagnosers navigator-og bisidderkorps. Disse opgaver var naturligvis meget tidskrævende, men som han har sagt til mig mange gange; Henrik, det giver en mening med livet.

Pers indsats for vores forening, og i Sjældne Diagnoser, har bragt vores forening tilbage på landkortet og vi er i dag en forening som man lytter til. Takket være Pers kæmpe arbejdsindsats. En indsats, som jeg i skrivende stund, slet ikke kan forestille mig hvem skal kunne overtage.

Per var ikke kun formand for vores forening, han var også blevet en af mine og Anitas bedste venner. Vi talte måske ikke sammen hver dag, men næsten, og ikke mindst skrev vi sammen hver dag. Som regel på mail, men skulle det gå hurtigt, så fik jeg en sms med teksten; RING.

Selvom Per var et aktivt menneske, var vi aldrig i tvivl om han elskede sin familie, musikken og sine ferier. Men vi har alligevel ført mange telefonsamtaler mellem palmerne i Italien og forteltet i Rødovre og i pauserne under hans musikalske arrangementer. Enten når Britta Nielsen drillede os med 55 øre eller når Bindeleddet skulle være færdigt.

Til vores Årskursus 2020 i maj måned, ville du have været på valg som formand. Men du havde allerede gjort op med dig selv, at du ville genopstille, for som du sagde, så er jeg ikke færdig med den her forening endnu. Men Per var et beskedent menneske og var nervøs for om han ville blive genvalgt. Per, jeg kan forsikre dig, at vi alle havde rejst os op og klappende have genvalgt dig til formand. Det kommer vi desværre ikke til at opleve nu.

Jeg er så glad for, at Anita og jeg fik lov til at lære dig at kende, det har givet os så meget i livet, men allermest er jeg glad for, at vi var så fortrolige, at du ikke var i tvivl om, at jeg mener hvert et ord jeg har skrevet her.

Vores varmeste tanker går selvfølgelig i denne svære stund til din familie; kone, børn, svigerbørn og børnebørn, som har lidt et uerstatteligt tab. Men også til vores forening, som aldrig bliver den samme uden dig.

Ære være Pers minde.

Henrik Dick-Nielsen
Ehlers-Danlos Foreningen i Danmark.


Læs også: Mindeordene fra Sjældne Diagnoser