Jeg hedder Martin Lauridsen og er en årgang 1976.
Et større traume i 2014 satte en stopper for mit daværende liv. I årene efter blev alt vendt på hovedet, og jeg måtte både sælge mit firma og ikke mindst skalere mine drømme ned.
Det er ikke nemt – for hjernen stopper jo ikke, bare fordi kroppen gør.
Et usynligt handicap
Hvordan er vEDS så i min hverdag?
Tidligere plejede jeg at sige: “Jeg er 40 udenpå og 80 indeni.” Men det beskriver ikke rigtigt, hvordan jeg har det.
I dag bruger jeg i stedet en reference, som de fleste kan relatere til. For jeg ser mig selv som en elbil med virkelig dårlig rækkevidde. Når der er “strøm” på, kan jeg næsten det samme som alle andre – bare ikke i lige så lang tid.
Og opladningshastigheden… den er heller ikke alt for god 😆
Det er et usynligt handicap, som ikke altid er til at få øje på udefra – men som mærkes tydeligt indefra.
Nyt fokus
Selvom jeg ikke ligefrem jubler over min diagnose, har den bestemt også bragt gode ting ind i mit liv. Ting jeg måske ikke ville have fået øje på, hvis jeg stadig kørte i overhalingsbanen med fuldt fokus på arbejde.
Jeg har fået et nært og fantastisk forhold til min søn.
Jeg nyder at give mig tid – tid til naturen, tid til roen og tid til bare at nyde en god kop kaffe.
I dag ser jeg lyst og positivt på livet, og lever efter mottoet:
“Jeg får det bedste ud af det – der hvor jeg er.”
